Naturama indgangsparti
Foto © Knud Mortensen
start på hovedindhold

Naturama

Naturama er en central del af Svendborgs naturhistoriske identitet, og viderefører en stærk tradition for at bevare og formidle den lokale naturarv.

Svendborgs store natur­samling

Naturama er et unikt naturhistorisk museum, der bl.a. rummer den fynske naturarv. Skiftende særudstillinger, foredrag, en udbygget skoletjeneste samt et besøgstal på ca. 60.000 årligt understreger museets voksende betydning for området.

Harald Thomsen indviede i 1935 Zoologisk Museum i Svendborg, og museet er dermed Danmarks ældste naturhistoriske museum uden for København. I over 80 år har museet givet viden og oplevelser om specielt den dansk/grønlandske natur. Museets stifter Harald Thomsen var en inkarneret samler, der indsamlede, købte og byttede sig til mange forskellige naturhistoriske præparater. Svendborg Zoologiske Museum var i 70 år Fyns statsanerkendte og naturhistoriske museum.

I 2005 åbnede ’Naturama’ som Danmarks nye moderne naturhistoriske museum. Samlingen rummer 30.000-40.000 genstande, hvoraf kun en mindre del udstilles. Naturama er en sammenskrivning af Natur og Drama. Navnet beskriver dermed museets ambition. Naturama bringer den besøgende tættere på dyrenes mageløse historie. En æstetisk fortælling, udfoldet over lys, lyd, billeder, farver, rum, film, dyr og genstande, appellerer både til de besøgendes hjerne og hjerte. Naturama præsenterer og formidler moderne naturhistorie i en ny ramme på en ny måde, og Naturama blev nomineret til Den Europæiske Museumspris i 2007.

Praktisk info

Adresse: Dronningemaen 30, 5700 Svendborg